For mange tusind år siden, drog indlandsisen væk fra Norden og efterlod sig land
som med tiden beklædes med skov og besattes af forskellige dyrearter og søerne
blev fyldte med fisk.

Som en naturlig del flyttede menneskene med for at tage del af naturen, det var jægere og fiskere. Disse mennesker kom fra syd og øst og havde hundene med som følge.

De våben som jægerne brugte, var som alle forstår, meget primitive, pil og bue og fælder af forskellige slags. Og jagtheldet var som nu, skiftende. Man kan godt forstå at de brugte al den hjælp de kunne få, og med hjælp mener jeg en firbenet ven - hunden.

Det findes udgravninger som viser at for 7000 år siden fandtes der hunde, som minder om
vores spidshunde i kropskonstruktion. For jægere på den tid var en hund som kunne stoppe byttet ved at gø, et godt hjælpemiddel.

I denne tid og langt frem til vores tidsregning var hunderacerne ikke opdelte som nu og det var tilfældigheden der afgjorde hvilken hund de fik og hvad slags jagt den kunne bruges til og de var forskellige både i størrelse og farve.

Det var en stor blanding af hunde af forskellige typer og blev de ikke gode til det de skulle bruges til, så levede de ikke så længe og ”linjerne” førtes ikke videre. Derfor er det stor sandsynlighed for at alle spidshunde er meget nært beslægtede og muligvis var de oprindelig af samme race.
Norrbottenspids og finsk spids stammer med stor sikkerhed fra samme ophav og har dermed samme oprindelse. Alle spidshunderacer der registreredes i Svensk Kennelklub inden 1906 gik under navnet ”Nordiske spidshunde”.

Norrbottenspidsens opstod, som navnet antyder i Norrbotten men levede også i det nordligste Finland. Disse hunde brugtes mest til pelsdyrsjagt, men også til skovfuglejagt.

Svenskerne ville efterligne finnernes initiativ, med finsk spids, og renavle ”Norrbottens fuglehund”, som den hed dengang.

I Svensk kennelklubs blad kunne man i 1912 læse at deres spidshundesektion havde bevilget ”et bidrag på 100 kr. til støtte af den igangværende renavl af Norrbottens fuglehund. Den race man her igennem ville holde fast i, mindede meget om den finske spids, som den ser ud i
dag.

Løjtnant Kantzov i Boden var en af de første der interesserede sig for racen. Han sendte, i 1911, et forslag til en racestandard, til SKK. Han beskriver videre den type som ”almenheden” anser være den rette fuglehund og sorterede derved lapphund og gråhund væk.

Han skriver også at den har en medfødt instinkt at gø af egern, hvilket dog ikke skulle være noget problem at fjerne. Der tog han meget fejl.

Kantzov konstaterede at racen for 50 år siden forekom alment , men nu (1912), kun på nogle få gårde inden de gamle udbredningsområde, som var skovlandet 50 km fra kysten. Fra den finske grænsen til Umeå elv i syd.

Kantzovs arbejde med racen førte frem til en racestandard og en officiel godkendelse af racen. Men det blev ikke til så meget mere.

En af anledningerne til at det ikke gik så godt var at den lignede den finske spids for meget. Norrbottens gøende fuglehund fjernedes fra SKK´s register, i 1947, fordi man mente at racen var uddød.

Men der fandtes stadigvæk mange racetypiske hunde i Norrbottens indland og i slutningen af
50:erne, da Stig Onnerfeldt flyttede til Pajala, begynde det at ske noget.

Han havde et meget stor hundeinteresse og havde tidligere fået Hamilton plaketten for sin opdræt af jagtspaniels.

Onnerfeldt fandt ud af at der hist og pist på gårdene fandtes spidser som han havde hørt og læst om. Han fik tanken om at blæse liv i racen igen. Hans ambition var at få så mange
racetypiske hunde frem at SKK skulle godkende den som race. Med Blondie Bjerkefall, rejste han rundt på forskellige udstillinger for at skabe forståelse for racen, og han skrev også artikler i jagt og hundepressen som fik stort interesse og sympati, og han startede selv med opdræt af
Norrbottenspids.

Men at genskabe en race kræver at man har entusiastiske hundeejere og opdrættere med sig og en raceklub eller som i dette tilfælde en fuglehundesektion af ”Norrbottens Elghundeklub”, som kom til i 1963.

Rune Samuelsson fik til opgave at samle så mange hunde som muligt og skrev så et udråb 1967 som sendtes til aviser, jagtorganisationer og skov mennesker og andre der kunne have kendskab til hvor hundene fandtes.

Resultatet blev meget godt. Der kom over 100 hunde som skulle bedømmes, og halvdelen opfyldte kravene. 36 af dem kom til den første udstillingen i Öjeby 1967. De var forståeligt nok
af meget skiftende kvalitet, størrelse, type og farver. Men for at SKK skulle godkende racen, krævedes det at der fandtes en specialklub som kunne tage sig af racen, og man ansøgte om at starte en specialklub for gøende fuglehunde, hvilket godkendes i 1967.

Der genopstod ikke kun en race men også en specialklub indenfor SKK.

Hvem der skal have størst ære for at racen reddedes, fra at uddø i sidste øjeblik, må være svært at afgøre Der var mange entusiaster som gjorde et stort stykke arbejde, men Onnerfeldt havde fra begyndelsen idéen om at genopbygge racen.

Vi som i dag er aktive og elsker vores hunde, er disse mennesker stort tak skyldig, ingen nævnt, ingen glemt.